Søg i denne blog

onsdag den 11. februar 2015

Fluor i tandpasta og rottegift!



Hvorfor tilsætter man fluor til tandpasta, når det er giftigt?

Jeg studerer indholdet i fluor for tiden .....

Florid, Poly- og perfluorerede stoffer læs selv HER, den fluor der kommes i tandpasta er så vidt jeg kan læse mig til ikke lige så giftig som poly- og perfluorerede stoffer, som man ofte benytter i emballage og på teflonpander.





Jeg kommer til at tænke på, da jeg var ung i København Oehlenschlægersgade 24 5. th. Der fik jeg mit første barn, og begyndte, at interessere mig for, hvad der egentlig var i den mad, jeg gav min dreng. Der gik simpelthen sport i, at læse varedeklarationer og undersøge de forskellige tilsætningsstoffers virkning. Det var en bekymrende konstatering, at stoffer som i Sverige var forbudte, fordi de var kræftfremkaldende, var tilladte i Danmark!!

Jeg købte "Mit grønne køkken" og studerede surdej, spirer og hjemmelavet yoghurt. Jeg gik til grønthandlere på Istedgade for at spørge efter økologiske grønsager. De så undrende på mig og rystede på hovedet, det vidste jeg jo ville ske, men jeg ønskede at provokere og ved min efterspørgsel at sætte skub i produktionen af økovarer. 
Vi flyttede i 1979 fra bilos og hundelorte til Midtsjælland Regnemark ved Borup.
Jeg kørte igennem mange år hver lørdag på cykel til den nærmeste gård med økologiske malkekvæg og hentede 6 liter økologisk mælk. Og naturligvis dyrkede jeg selv grønsager i haven.  Vi mødtes i flere år hver måned i min stue, for at fordele varer indkøbt gennem det, der dengang hed Kamba. 
Kamba var en en græsrodforening, der tog kontakt til øko-gårde både i og udenfor Danmark og opkøbte deres varer, som kollektivister landet over bestilte.
Da jeg flyttede til Odsherred i 1988 med mand og børn, startede jeg igen en indkøbsforening og samlede lokale håbefulde, der ligesom min mand og jeg ønskede økovarer, fællesskab og lighed.
Vi gjorde det ikke udfra en forestilling om, at vi kender sandhenden, men fordi det for os gav mening og var svaret på vores opfattelse af god livskvalitet.

Vi, og folk fra lokal samfundet bestilte fx 10 kg rosiner, en spand 5 kg jordnødesmør, 15 kg hvedemel, 5 kg solsikkekerner, 5 kg røde kidneybønner, kaffe, 64 ruller ubleget toiletpapir, krydderier fra Sydamerika, tofu, grønne linser, røde linser, sesamfrø, hirsefrø, hørfrø, øko rengøringsprodukter og var der folk i nærmiljøet, der lavede pølser, smør eller grønsager, så kom de også på listen, over det man kunne bestille.

Lisbeth holdt regnskab med hvem, der havde bestilt hvad og på skift, stod vi for at veje af til hver familie. 
Sidegevinsten udover muligheden for at få økologiske varer var, at vi drak kaffe sammen, holdt fester sammen, lærte hinanden at kende, hjalp hinanden med pasning af børn, arrangerede markeder for lokalsamfundet - markeder med gøglere og boder med alskens lækkert. Vi skabte et landsbysamfund, hvor vi var forbundne.

Hvorfor gjorde vi det? Det var tiden! De store herregårde og godser var bosat af kollektivister, som ville økologi, nærhed, fællesskab og lighed. 
Læs her om KAMBA
Kamba eksisterer ikke længere, fordi den blev overflødiggjort. Flere og flere fik øjnene op for, at økologi er svaret på ren natur og sund mad, og flere og flere landbrug lagde om til økologisk landbrug. Dagligvarebutikkerne fik økologi på hylderne, i befolkningen er der en større forståelse for at økologiske varer nødvendigvis er dyrere end konventionel dyrkede varer, da der er flere omkostninger ved at dyrke økologisk.

Jeg oplevede Kamba større end det, at skaffe økologiske varer. Kamba var også svaret på landsbyfællesskabets afhængighed af hinanden, det at mødes i nærmiljøet omkring et dagligdags behov, at have brug for hinanden, at komme hinanden ved, selvom man måske ikke lige matcher intellektuelt, eller i status. 
Men landsbyer dør i dag en efter en ....

Nu er mine børn voksne, den yngste er 25. Jeg nyder at have børnebørnene på besøg og har ikke ansvar for, hverken deres opdragelse eller sunde kost, så jeg har ikke interesseret mig for, hvad der er i maden i mange år. Egentlig er jeg nærmest blevet lidt doven i den retning og forlader mig på, at jeg da børnene var små og gennem deres opvækst, satte mig ind i, hvad der er sundt og opbyggede sunde vaner.

Nå, men det var det fluor :-)
Så får min mellemste knægt lille Bjarke og faderen studerer på livet løs, hvad der findes i vores madvarer og i produkter, vi iøvrigt bruger i og på kroppen.
Mor bruger du tandpasta med fluor?
Han gør opmærksom på fluor, det er giftigt og det tilsættes tandpasta, og Egekilde danskvand, og Gud ved hvor ellers! Det findes også i meget emballage, bagepapir og slip-let pander, jeg bliver helt glad ved, at jeg aldrig har brugt bagepapir og også altid har haft mistanke til slip-let pandernes tefal eller teflonbelægning.


Prøv at se HER  hvor mange bivirkninger, der er ved indtagelse af for meget fluor - meget skræmmende! og HER en uddybende artikel om fluor og HER

lørdag den 31. januar 2015

Forbud mod plastikposer i Frankrig.

Mulepose, madpose, legetøjspose, nattøjspose, skopose, gymnastikpose ......

Bruger du en plastpose hver dag til din madpakke? Eller vil du skåne miljøet og benytter derfor papir istedet?

Det giver mening, at plastindustrien fortæller om undersøgelser, der viser at papir er lige så belastende for miljøet som papirsposer, og det er såmænd også ganske rigtigt , - men de vil jo gerne sælge plastposer, sååå!!!

Emballage er nu engang et kæmpe ressourcespild og belaster vores natur ud over alle grænser, så det gælder om, at nedsætte forbruget af emballage i det hele taget.

Men hvad pokker gjorde de dengang, der ikke fandtes plastikposer? I dag bruger vi dem jo hele tiden. De brugte stofposer og madpakken kan sagtens komme i en stofpose. Fordelen ved posen er at avocadoen, pæren eller mandarinen også kan være der sammen med madkassen.



         
  
Det vi kan se er slemt, men hvad værre er, så gemmer der sig små mikroskopiske plastikstykker i fx. body scrub, børnetandpasta og cremer, - altså!!!! læs HER

Se så her et vidunderligt tiltag i Frankrig, det kunne jeg tænke mig indført også i Danmark.        

Ingen plastikposer i Frankrig fra 2016

20.10.2014  16:35
Det franske parlament (l’Assemblée Nationale) har vedtaget et fuldstændigt forbud af plastikposer, som træder i kraft per 1. januar 2016, mens engangsservice afskaffes fra 2020. Afskaffelsen følger en allerede stor nedgang i forbruget af plastposer i detailhandelen, der i 2002 uddelte 10,5 milliarder plastikposer mod 700 millioner i 2011. Undtaget fra det generelle forbud er såkaldte "biobaserede" eller komposterbare poser.
 HER                         

søndag den 25. januar 2015

Aino Møller

Aino Møller mødte jeg på vej hjem fra ferie i Nordjylland. Hun udstillede i Æbletoft sammen med mange andre lokale kunstnere. 
Jeg faldt pladask for hendes vidunderlige kakler. 
Aino mestrer med en helt enkel streg at give et ansigt på kaklen et ungt eller ældre udtryk, det er fascinerende.

Hun skildrer begivenheder fra hverdagen, så smukt og fuld af humør, så man bliver glad ved bare at kigge på dem. 
Hverdagen flyder mest i vores liv, så de uendelige gentagelser opvask, madlavning, bad, oprydning osv. fortjener at blive hyldet og forkælet, det forstår Aino Møller.



   



Dan Turell har også hyldet hverdagen, jeg præsenterede hans hyldest for en 6.kl. og de blev helt stille sad bare og lyttede, en dejlig oplevelse, lyt selv med herunder.

Mest af alt holder jeg af hverdagen

torsdag den 13. februar 2014

Vinterferie hjemme på Lykkedal.

Det skal ikke underkendes, hvor lækkert det er, at holde sin vinterferie hjemme.
Jeg har nået en masse. Ordnet andefolden til de kommende sommerænder og gæs, strikket og valket en taske, brødkurv, hjemmesko og bordskånere se dem på www.lykkedal-fritid.dk.
Det er en fest at valke, ulden bliver mishandlet i vaskemaskine ved 40 grader og ud kommer de lækre filtede sager. SKØNT.
Jeg fik også gang i symaskinen og syede tre små miniveste. Enten så sælger jeg dem i min butik eller også gemmer jeg dem til et barnebarn, der pludselig dukker frem.




mandag den 8. juli 2013

Sundhed i alle kroge!

Sundhed i alle kroge.
Jeg er blevet så træt af den stigende tendes til at hylde det sunde, det perfekte, det ordentlige og det unge look.
Jeg er træt til benet, af menneskers trang til at dømme andre for deres levemåde og påtale hver gang, der tages et sug på en cigaret, eller hvis der lægges lidt for tyk ost på brødet.
Det er ikke til at holde ud!

Jeg har selv hele mit voksne liv, sværget til at spise øko grønt og kød, og det giver stadig rigtig god mening for mig. Da jeg var 20 og fik mit første barn, blev jeg interesseret i hvad man putter i munden. Dengang var økologiske grønsager ikke til at opdrive i de mange grøntforretninger på Istedgade, de så mærkeligt på mig, når jeg spurgte efter økologiske gulerødder. Sådan er det heldigvis ikke længere. Jeg fik et realitetschok dengang for 36 år siden, da det gik op for mig, at der var giftige farvestoffer i legetøj og endda i bideringe til babyer! Jeg købte derfor en bidering på apoteket, der garanterede, at den var uden giftige stoffer.

Det er naturligt for mig, at ville leve sundt, spise grønsager, ikke for meget fedt osv. Sådan har jeg opfostret mine unger, det har altid betydet meget for mig.

Men I dag hetzer man, oplever jeg, de overvægtige, rygerne og de ikke kondidyrkende. Jeg er helt enig i, at det er klogt at leve sundt og lytte til de ofte gode råd, der kommer fra sundhedsstyrrelsen, men jeg er ikke enig i, at drive klapjagt på mennesker, der ikke lever op til tidsåndens idealer. Det er som om, at lever man ikke op til tidsåndens idealer, så er det lig med, du har en dårlig livskvalitet, at du ikke evner at passe på dit helbred, kort sagt du duer ikke og bliver set ned på.

Men der er jo altså andet i livet at gå op i end sundhed og kost.
Jeg forstår godt, at lægerne vurderer, om det giver god mening, at operere på stærkt overvægtige eller storrygere, for det giver indiskutabelt healingsproblemer og risici for, at operationen slår fejl er større. Efter min mening er det facts, som både læge og patient bør tage med de deres overvejelser. Men det er ikke ok at gå til læge og når lægen hører, at du er ryger, så ser han kun en ryger og ikke personen, hvordan denne person ellers er spændt ud i livet.

I stedet for klapjagt på overvægtige, rygere osv. vil jeg langt hellere gå  i rette med fødevareproducenterne. Det giver ingen mening i min hjerne, at der kan produceres det værste skodmad og slet ikke i en tid, hvor der er så meget fokus på sundhed. Ikke alene produceres der usunde fødevarer, men den måde dyrene holdes på er også helt utilstedelige og ofte tæt på dyreplageri.


Så til fødevareministeren vil jeg rette en appel om, at rette fokus på vores fødevareproduktion. Det er, som jeg ser det uacceptabelt, at der er mere salt i cornflakes end i bacon, eller at der kan købes absolut næringsfattig toastbrød, der kun udmærker sig ved at sætte sig på sidebenet, at køerne ikke kommer på græs, at søer aldrig ser dagens lys og står bundet hele livet, at høner går på al for lidt plads, at kyllinger ofte har ætsede fødder, fordi de går i deres egen gødning.


Hvad siger du?

lørdag den 15. december 2012

Hvid Gløgg

Hvid gløgg.

Det er helt nyt for mig, at man kan lave hvid gløgg. Det giver så meget mere mening at samle hyldeblomster i foråret, som man kan benytte til den hvide gløgg. 
Man kan også anvende æblemost i stedet for hyldeblomst, det skal jeg også prøve. Dejligt dufter det og smagen er stærk krydret af stjerneanis, kanal og reven skral af økoappelsin, nu skal det bare fortyndes med hvidvin. Uhmmmm!



Jeg brugte denne opskrift HER

søndag den 15. juli 2012

Johannes Larsen museum

Kunstmuseum I kerteminde. 

Jan og jeg var på kroferie med mine gamle forældre. Og min søde mor lokkede os på Johannes Larsen museeum. Især Jan og min far var svære at lokke, men de kom da med ind og Jan så såmænd hele udstillingen, dog i et noget andet tempo end mor og jeg. Efter kaffen i lysthuset tog Jan  min lidt knotne far under vingerne og kørte til Kerteminde havn, mens mor og jeg så udstillingen færdig.´



 Hold da op at kunne male sådan, herunder havet der bare ligner helt utroligt. Så flot.



Her grønlændere der har være på fuglejagt, lyset fra Grønland er fanget her, bilder jeg mig ind - jeg har aldrig været på Grønland, men jeg er sikker på, at der er sådan et lys. Så betagende billede.




Og dette, - en flok svaner, der letter over fjorden. Det hænger højt oppe på væggen i fuld lys, ualmindelig flot, man kan næsten ikke få øjnene væk fra billedet. En super produktiv mand denne Johannes Larsen.



Det er så IKKE Johannes Larsen, jeg husker ikke kunsteren , men en pile-elsker som jeg, blev vildt inspireret.